Jeg er 50 år og uddannet som psykoterapeut og hypnoterapeut. Jeg har arbejdet på TV som studievært og har tidligere arbejdet som lægesekretær. Jeg har tidligere haft min egen fobiskole i Kolding.

Jeg mener, at alle i fremtiden skal kunne få meget bedre og hurtigere hjælp til angstproblematikker. Det skal være noget, der er tilgængeligt for alle!
Der er alt for dårlig behandling og hjælp at hente, når vi bliver ramt af angst. Min drøm er, at dette engang bliver et projekt, som alle, der oplever angstproblematikker, der på nogen måde bliver styrende for menneskers liv, kan få frit tilgængelig adgang til, herunder også fysisk fremmøde for dem, der ønsker det.

Jeg selv fik angst som teenager, og jeg vidste ikke, at det eksisterede. Første gang jeg oplevede angst, var efter en nødlanding med et fly. Det var en voldsom oplevelse, og herefter startede mine panikanfald. Jeg troede, jeg var ved at dø, når mit hjerte bankede afsted, og jeg følte, at jeg ikke kunne få luft. Jeg gik til lægerne, men fik skældud og besked om at tage mig sammen. Angsten fortsatte.

Min søster fik leukæmi. Dette gav mig sygdomsangst. Jeg tænkte, at jeg måske selv var den næste med alle de fysiske symptomer, jeg ikke havde en forklaring på. Sådan fortsatte det i mange år, og min verden blev mindre og mindre. Hvad skulle jeg fortælle mine venner og familie, når jeg panisk måtte undgå busser, tog eller udvandre fra en biograf og altid kiggede efter den nærmeste nødudgang? Jeg forsøgte flere gange at tage en gymnasial uddannelse, men angsten kontrollerede mit liv. Jeg kunne ikke engang komme hen til skolen.

Jeg flyttede til København med en veninde, og her blev min angst helt uudholdelig. Jeg udviklede agorafobi – pludselig kunne jeg slet ikke gå ud. Jeg var nu indskrænket til mit værelse på krisecentret og i panik op til de ansatte. De forstod heller ikke, hvad dette var. Jeg kom til en psykiater og fortalte om min fastlåste tilstand. Han sagde, at jeg nok bare var ude efter opmærksomhed. Nej, jeg havde ikke fortalt dette til nogen ud over få mennesker på krisecentret. Nu kunne jeg ikke handle, gå på posthuset eller mødes med venner. Jeg var psykisk invalideret, og jeg troede oprigtigt, at jeg var blevet skør.

Nu sad jeg så i angstens fængsel som 20-årig.
En dag læste jeg en artikel om en dame, der havde gået på Fobiskolen i København. Hun havde agorafobi. Først her forstod jeg, at jeg havde voldsom angst.

Jeg kontaktede Fobiskolen, og det var dyrt, men det var dette fængsel eller at bede min familie om hjælp, og det gjorde jeg. Jeg kunne jo ikke komme ud, så næste udfordring var transporten på ca. 4 km. Jeg var så heldig, at der blev lavet en ordning så jeg blev kørt hver dag. Jeg troede, jeg skulle dø, da jeg skulle afsted første dag, men jeg tog et valg! Det var enormt befriende at møde de andre elever og høre deres fortællinger. Det var dejligt at føle sig spejlet og mødt og ikke behøve at forklare så meget.
Alle der har oplevet et pankanfald, ved, hvor ubeskriveligt grusomt dette er. Her var folk med agorafobi, socialfobi og andre angstformer. Her trænede vi hver dag, alle hverdage.
Psykoedukation (undervisning i hvad angst er og hvordan den kan behandles), og så ”bytræning”, som betyder at man gradvist og skånsomt skal udsættes for det man er angst for. Det var skræmmende, men dag for dag mærkede jeg små fremskridt.

Nu forstod jeg angsten og teknikkerne, og der var dage, hvor jeg følte, jeg bakkede. Angsten forsøger jo at holde os fast i de gamle mønstre og tanker. Jeg havde enorm effekt af forløbet, og jeg ved, at forståelse, spejling, psykoedukation og ikke mindst eksponering er vejen ud af angsten. Det er hårdt, men det hele værd, og her har du holdet og dine trænere som en stor støtte.

Efter Fobiskolen fortsatte jeg som bytræner (en der hjælper og støtter andre med angst og fobier med at udsætte sig for det de er angste for, så de lærer at angst ikke er farligt), og her opstod min store passion for at hjælpe andre angste få bugt med deres angst og glæden ved at se folk blive fri af angstens greb og tilbage til et funktionelt liv igen, og lysten til at hjælpe at hjælpe andre mennesker med angst og fobi til at få det bedre….